I et lokalområde som vores, hvor mange forældre pendler til København eller andre storbyer, er SFO en bydende nødvendighed, og vi tilbyder daglige åbningstider fra 6.30-16.30, dog 16.00 på fredage.Penguins

Mange tænker måske, at ligesom skolen skal være det bedst mulige tilbud med en masse forskellige aktiviteter og toplæring, skal SFO’en diske op med alverdens spændende tiltag, så der hele tiden sker noget. Her ser vi imidlertid lidt anderledes på sagen: SFO er fritid. Det er børnenes egentid, deres frirum fra voksenstyring og udefrakommende krav, og det skal vi som institution respektere, – samtidig med at vi skaber en hyggelig og interessant eftermiddag med nærværende, kompetente og initiativrige voksne. Derfor ser vores tilbud ud således ud:

SFO til de mindste (0. til og med 3.kl) med forskellige hyggelige, sjove og berigende muligheder for aktiviteter, som tager udgangspunkt i børnenes behov og ønsker, og i øvrigt er afhængigt af vind, vejr, humør og materialer. Dem, der vil være med, gør dét, mens dem, der hellere vil være fri, gør noget andet. Der er altid en voksen (eller flere) i huset, man kan gå til for hjælp eller hyggesnak, konfliktløsning eller efter behov. Vores grundtanke er inspireret af Steiner/Waldorf og Arne N. Jordet, idet vi mener, at for meget forskelligt legetøj, for mange aktiviteter og for høj voksenstyring ødelægger udviklingen af børnenes fantasi og evne til selv at opfinde lige præcis de lege, de har brug for i en given periode, for at få styr på nogle af deres indre processer – den frie leg styrker også de sociale kompetencer, fremmer innovation og selvstændig tænkning, og den tillader barnet at være helt sig selv og i ro lytte til sin egen indre stemme og mavefornemmelse. Det respekterer vi. Vi åbner dørene og armene for Jeres børn i tillid til, at de søger os, når de har brug for os, vi inspirerer til sjove lege og aktiviteter og skaber en hyggelig stemning i vores SFO i respekt for, at børnenes fritid er deres egen.meerkat

For de større børn (4.klasse og opefter) giver vi  mulighed for at blive og hænge ud – dog uden vokseninstruktion eller planlagte aktiviteter, det sørger de selv for. Så længe børnene kan hygge sig, lave lektier, spille bold, lege med de små eller oprette studiegrupper i god ro og orden, er det en oplagt mulighed for at fremme trivsel og liv på skolen, også efter undervisningstid. Når SFO lukker, går alle hjem.